Kirsten Brøndum undersøger to af modernismens klassiske motiver, landskabet og opstillingen.

Selvom motiverne er genkendelige, er målet ikke genkendeligheden. Det sete er blot afsæt for undersøgelser af rum, flade og farve, hvilket bliver tydeligt i opstillingerne med orkidéer. Omkring den vandrette midterakse folder de brede blade sig skiftevis op og ned ad på fladen i et stilfældigt, rytmisk forløb, der giver lejlighed til at variere de forskellige toner af grøn i forhold til, hvordan lyset reflekteres på bladenes blanke overflade. Der opstår derved et kontrapunktisk spil, som afbalanceres af, at urtepotternes massivitet kun er gengivet som skygger under midteraksen, mens planternes “lufttråde” og blomsterpinde sender spinkle sonder op på øverste del af billedfladen.

I Kirsten Brøndums landskaber erstatter farveforløb og linier den traditionelle rumillusion, og motivet breder sig tydeligt op ad på fladen frem for ind ad i et fiktivt billedrum. Fornemmelsen af nær og fjern ophæves af og til i spejlinger af enkelte elementer, og den ensartede penselskrift over hele billedfladen understrejer flade frem for rum og pointerer, som et modernistisk værk skal, at det malede er selve værkets kerne.